Hvem var du, før du blev alt det, du troede, du skulle være?

Der findes et brud, som mange af os slet ikke husker – og alligevel bærer vi det med os hver eneste dag. Det er ikke et brud mellem to mennesker, men et brud indeni. En adskillelse fra den mest oprindelige del af os selv. Den del, der er hel. Uden præstationer, uden anerkendelse, uden masker. Den del, der ved, at vi allerede er nok.

At lære at blive nogen – og glemme, hvem vi er

Det første brud sker ofte tidligt i livet. Måske i mødet med forældre, der ikke selv har lært at være hele. Måske i mødet med en verden, der belønner tilpasning og forventer præstation. Uanset hvordan det sker, opstår der en afstand. En kløft mellem den, vi er, og den, vi tror, vi skal være. Vores opmærksomhed begynder at vende sig udad – mod dem, der måske vil godkende os. Se os. Vælge os. Holde af os, hvis vi altså bare gør os lidt umage.

Så starter jagten. På kærlighed. Anerkendelse. Succes. Vi begynder at bygge et selvbillede – et ego – som skal sørge for, at vi passer ind, bliver accepteret, undgår afvisning. Og vi glemmer. Glemmer den indre kerne, hvor der ikke er noget at bevise. Hvor vi er fuldkomne i kraft af vores blotte væren.

Det paradoksale er, at vi i alle vores længsler, i vores søgen efter mening, efter nogen eller noget, der kan “hele os”, i virkeligheden leder efter os selv. Efter den forbindelse, vi mistede. Vi tror, vi skal finde helheden uden for os selv. Men vi leder det forkerte sted.

At huske, hvem du er

Genopdagelsen sker ofte langsomt. I glimt. I mødet med stilhed. I sorg. I terapi. I kærlighedens dybde. I modet til at standse op og mærke: Hvem er jeg egentlig, bag alt det, jeg har lært at være?

Heling handler ikke om at blive noget nyt. Det handler om at huske, hvem du er.

Om at genkende den stemme, der altid har været der – under alle lagene. Om at slippe forestillingen om, at du skal blive til noget, og i stedet mærke, at du allerede er.

Du er ikke forkert. Du har bare glemt, hvem du er.

Og livet – med alle sine omveje og længsler – er måske i virkeligheden bare en invitation til at huske det igen.

Hvad har du lært at være – og hvad længes du egentlig efter at være?