Jeg har fået nok! Hvorfor det kan føles så svært at mærke sin vrede.

Har du prøvet at sidde tilbage efter en samtale og tænke: hvorfor sagde jeg ikke noget? Eller at høre dig selv sige "ja", mens du indeni mærkede et klart "nej!". At smile og glatte ud for at bevare roen, selvom du kunne mærke, at noget føltes forkert"

Det efterlader ofte en indre uro. En følelse af at være skubbet væk fra dig selv. Som om kroppen hele tiden skal holde noget nede. Prisen er, at du mister kontakten til det, du egentlig føler.

Når vrede ikke får lov til at komme til udtryk, forsvinder den ikke bare. Den vender sig indad og viser sig i kroppen og sindet som spændinger, selvkritik, søvnløshed eller en tomhed, der er svær at forklare.

Hvad er vrede egentlig?

Vrede er en grundfølelse, ligesom glæde og sorg. Den er en naturlig reaktion, når noget føles uretfærdigt, krænkende eller grænseoverskridende. Vrede er en bevægelse i kroppen, der hjælper os med at beskytte os selv og markere: Her går min grænse.

Når vreden får lov at have sin plads, kan den give klarhed, styrke og handlekraft. Den kan være en stemme, der hjælper os med at stå fast i det, vi tror på, og skabe mere autentiske relationer.

Problemerne opstår, når vreden mister sin funktion. Det sker enten, når den bliver undertrykt og vendt indad som selvkritik, uro eller tomhed, eller når den får lov til at eksplodere ukontrolleret som aggression. Begge yderpunkter gør, at vreden ikke kan bruges konstruktivt.

At arbejde med vrede handler derfor ikke om at slippe den løs eller om at skjule den, men om at finde en balanceret måde at være med den på, så den bliver en kraft, der beskytter og styrker, i stedet for at skade eller tynge.

Når vrede bliver forbundet med fare

Mange (især kvinder) har tidligt erfaret, at vreden ikke var velkommen. Hvis den blev mødt med kulde, straf, latterliggørelse eller afstand, lærte kroppen hurtigt, at vrede var risikabelt. Risikoen var ikke kun skældud, men at miste tryghed og tilhørsforhold.

For at overleve i relationen dæmpede kroppen følelsen, inden den nåede op til overfladen. Man trak sig, tiede stille, smilede, gjorde sig nem. Det var en beskyttelse, der dengang var nødvendig. Men prisen var, at kontakten til den indre styrke gik tabt: Den del af os, der siger: Her går min grænse.

Og samtidig ligger der et stærkt kulturelt budskab: Den pæne pige er ikke vred. Den pæne pige rummer. Hun er forstående, smilende, tilpasningsdygtig. Hun bider ordene i sig og glatter ud, også når noget føles forkert. Det billede bliver så indgroet, at mange fortsætter med at leve efter det, selv når det gør ondt.

Denne strategi kan følge os ind i voksenlivet. Også når vi egentlig kunne tåle at være tydelige, holder vi vreden tilbage, fordi kroppen – og kulturen – stadig forbinder den med fare og tab af kærlighed.

Når nervesystemet holder dig tilbage

Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om vilje. De gamle mønstre er skrevet ind i nervesystemet. Det scanner konstant omgivelserne for at afgøre, om vi er trygge eller i fare. Hvis nervesystemet registrerer, at vrede kan true relationen, dæmpes følelsen, før vi når at tænke eller handle.

Det kan mærkes som et hjerte, der slår hurtigere, muskler, der spænder, vejrtrækningen, der bliver kort. Kroppen forsøger at beskytte os mod noget, den engang lærte var farligt.

Mange reagerer med det, der kaldes fawn-responsen: at glatte ud, smile, sige ja, gøre sig ufarlig. Det kan skabe ro i situationen, men bagefter sidder man tilbage med uro og den indre fornemmelse af at have svigtet sig selv.

Når vrede bliver holdt nede længe, forsvinder den ikke. Den finder andre veje: gennem spændinger i nakke og skuldre, tilbagevendende hovedpine, uro i maven eller problemer med søvnen. For nogle viser den sig som en vedvarende følelse af indre uro, som om kroppen hele tiden er på overarbejde, eller som en følelse af at være langt væk fra sig selv.

Vrede som kraft

At tage vreden tilbage handler ikke om at blive mere hård eller skarp. Det handler om at kunne stå i sig selv uden at forsvinde. At være tydelig uden at skubbe andre væk. At give plads til sig selv, samtidig med at kontakten bevares.

Vrede kan være noget andet end det, vi lærte at frygte, nemlig en ressource. Den hjælper os med at beskytte det, der betyder noget, og med at stå fast i relationer. Når vi opdager, at vreden ikke behøver at ødelægge noget, men kan være en tydelig stemme, der skaber klarhed, får vi adgang til en ny styrke.

Når vreden får lov at eksistere, kan nervesystemet finde nye veje. Kroppen behøver ikke længere spænde og lukke ned. Den kan falde til ro, selv når man siger fra.

Refleksionsøvelse

• Hvornår hører jeg mig selv sige ja, selvom alt i mig mærker et nej?

• Hvordan reagerer min krop, når jeg holder vreden tilbage? Bliver jeg anspændt, får jeg uro i maven eller mister jeg energien?

• Hvis min vrede fik en stemme, hvad ville den sige lige nu?

• Hvad ville jeg lægge fra mig, hvis jeg ikke længere skulle være den pæne og tilpassede?

At tage vreden tilbage

Det kan føles voldsomt at nå dertil, hvor du mærker: nu kan og vil jeg ikke mere! Men netop dér begynder forandringen, hvor du kan mærke i kroppen og sindet, at det ikke længere er muligt at leve på samme måde.

I et trygt terapeutisk rum kan du undersøge, hvordan vreden kan få en ny plads i livet. En plads, hvor den giver mulighed for, at du kan stå tydeligt i dig selv og skabe relationer, der bygger på autenticitet frem for tilpasning.

Og måske er det netop her, bruddet med den gamle rolle begynder. Den person, der altid rummer og tilpasser sig, må træde til side. For i stedet at give plads til en mere hel udgave af dig selv: Én, der kan rumme, men også sige fra. En, der tør stå med både mildhed og kraft.

Kontakt mig