
MINDFULNESS
Rum Til Dig tilbyder mindfulnessforløb for både enkeltpersoner og grupper. Forløbene er til dig, der ønsker mere ro, nærvær og klarhed – og som måske længes efter at leve mere enkelt og i bedre kontakt med dig selv og det, der er vigtigt for dig.
Som mindfulnessinstruktør introducerer jeg dig til mindfulness som både praksis og livsholdning. Gennem blandt andet meditation, åndedrætsøvelser, kropsbevidsthed og opmærksomhedstræning øver du dig i at være mere til stede i nuet og møde tanker, følelser og kropslige reaktioner med større bevidsthed og mindre automatisk modstand.
Mindfulness kan være en støtte, hvis du oplever stress, uro, tankemylder eller bekymringer, men kan også være en vej til større selvindsigt, accept og kontakt til dit eget indre kompas.
Du behøver ingen erfaring med mindfulness for at deltage. Vi tager udgangspunkt i dit niveau og det, du gerne vil have ud af forløbet, og jeg lægger vægt på at skabe et trygt og jordnært rum, hvor der er plads til både stilhed, refleksion og det, der opstår undervejs.
Mindfulness handler ikke om at få tankerne til at forsvinde eller altid være i balance. Det handler snarere om at opdage, hvad der sker i dig, mens det sker – og få større frihed i måden, du forholder dig til det på.

Mindfulness
skaber indre fred, balance og klarhed

“Mindfulness is the awareness that arises through paying attention, on purpose, in the present moment, and non-judgmentally.”
- JON KABAT-ZINN -

Hvad er mindfulness?
Mindfulness handler grundlæggende om at være til stede i nuet og med os selv, sådan som vi og verden nu engang er. Den helt enkle måde at definere mindfulness på er at have som intention og med sine handlinger at være (mere) nærværende. Dette nærvær kan vi øve os i at være i gennem vores indstilling, fokus og konkrete øvelser.
Mindfulness kan beskrives ud fra syv attituder:
-
U-dømmende er at opleve tingene, som de er lige nu. Uden at dømme og uden at forsøge at ændre noget.
-
Tålmodighed kalder på ”modet til at tåle” og inviterer til væren frem for at handle eller flygte.
-
Begyndersind er åbenheden for at se det kendte, sig selv og andre med nye øjne og bevæge sig tillidsfuldt ind på ukendte områder.
-
Tillid til processen, til os selv og til at finde ind til de svar og den iboende visdom, der ligger i os selv.
-
Ikke-stræben er at tillade sig selv at være og at slippe stræben efter at opnå noget andet end det, der er.
-
Accept giver muligheden for, med alle sanser og åben væren, at opfatte øjeblikket præcist, som det er, i dette øjeblik, uden at vurdere eller bedømme det.
-
Give slip er at turde slippe tilknytningen til tanker, følelser, overbevisninger og relationelle eller materieller bindinger.

”Bodhichitta er ligeledes delvis identisk med medfølelse – evnen til at føle den smerte, vi alle deler. Ubevidst beskytter vi hele tiden os selv mod denne smerte, fordi den skræmmer os. Vi opbygger mure, bestående af meninger, fordomme og strategier, der bygger på dyb angst for at blive såret. Dernæst forstærker vi murene med alle mulige følelser: vrede, begær, ligegyldighed, jalousi og misundelse, overlegenhed og stolthed. Men heldigvis for os udgør det bløde punkt - vores iboende evne til kærlighed og omsorg – en sprække i de mure, vi rejser. Det udgør en naturlig åbning i de skanser, vi opkaster, når vi er bange. Ved at praktisere kan man lære at finde åbningen. Man kan lære at bruge de sårbare øjeblikke, hvor man føler kærlighed, taknemlighed, ensomhed, ydmygelse og utilstrækkelighed, til at vække bodhichitta.”
- PEMA CHODRON -
