Frihed begynder, når vi holder op med at gøre os selv små og tavse
- Karoline Rasmussen
- 20. apr.
- 2 min læsning
D. 8. marts markerer vi Kvindernes Kampdag – en dag, hvor vi fejrer de rettigheder, vi har kæmpet for, men også en dag, hvor vi minder os selv og hinanden om, at kampen langt fra er slut. I hjertet af denne kamp ligger retten til at definere os selv – som kvinder, som mennesker, som individer med egne behov, grænser og drømme.
Frihed er ikke kun retten til at stemme, arbejde eller bestemme over egen krop. Frihed er retten til at definere os selv og leve ud fra vores egen sandhed, uden at være bundet af andres forventninger eller begrænsende normer. Det handler om at tage magten tilbage over fortællingen om, hvem vi er, hvad vi må, og hvordan vi bør leve.
Historisk set har kvinder været frataget retten til selvdefinition. Gennem historien har mænd taget monopol på at definere kvindelighed, kvinders værdi og rolle. Fra gudinder, der engang blev set som stærke, uafhængige og kraftfulde, blev vi reduceret til passive objekter – underdanige og tilpassede. Kvinder, der modsatte sig disse begrænsninger, blev stemplet som hekse og straffet og brændt på bålet. Denne frygt for at være anderledes og kraftfuld lever stadig dybt i mange kvinder – i behovet for at gøre os mindre, være pæne og ordentlige, behage andre og have ansvaret for den gode stemning.
Vi skal genopdage og tage ejerskab over vores kraft, vores identitet og vores værdighed. Vi skal gøre op med den internaliserede undertrykkelse, der får os til at tvivle på os selv og skamme os over vores styrke. Vi skal kræve retten tilbage til at definere, hvad det betyder at være kvinde, hvad det betyder at være menneske, på vores egne præmisser.
Som psykoterapeut og i mine kvindecirkler arbejder jeg med kvinder, der kæmper for at bryde fri af disse usynlige bånd. Kvinder, der mærker, hvordan gamle fortællinger og internaliserede normer fastholder dem i roller, de ikke længere ønsker. Sammen arbejder vi med at finde frem til deres egne stemmer, styrker og autentiske udtryk.
For at tage vores kraft tilbage må vi turde stille os selv de svære spørgsmål:
Hvor har jeg tilladt andre at definere, hvem jeg er? Hvor har jeg opgivet retten til at definere mig selv? Hvilke fortællinger om mig selv holder mig tilbage? Hvordan kan jeg tage min kraft hjem og definere mig selv på ny? Hvordan kan jeg slippe frygten for at være for meget, for lidt eller forkert? Hvordan kan jeg genfinde balancen mellem mit feminine og maskuline aspekt på en måde, der føles sand og fri for mig?
Sand ligestilling og ligeværd opstår, når vi finder balancen mellem det feminine og det maskuline – i os selv, mellem kønnene og i samfundet. Det handler ikke om konkurrence mellem kønnene, men om gensidig respekt og samarbejde. Vi har brug for både handling og intuition, styrke og sårbarhed, struktur og kreativitet. Når begge aspekter får plads og anerkendelse, skaber vi fundamentet for ægte harmoni og ligeværd.
Lad os tale højt, stå fast og nægte at lade os tie. Kun gennem at bruge vores stemmer og tage ejerskab over vores identitet kan vi skabe ægte forandring.
Vi har en stemme, vi har kraft, og vi skal bruge den til at definere os selv.

Comments