Du kan ikke altid tænke dig ud af det.

Vi lever i en kultur, hvor vi har lært, at det, der kan måles, forklares og sættes i system, er mere sandt end det, der mærkes. Hvor mavefornemmelsen er noget, man lige skal “tjekke op på”, og hvor følelser betragtes som forstyrrende for klar tænkning.

Men hvad, nu hvis det netop er intuitionen, kroppen og følelserne, der bærer vores dybeste viden?

Det feminine er blevet underkendt

Historisk set er intuition, fornemmelser og følelser blevet forbundet med det feminine. Og i et samfund, der i århundreder har været domineret af patriarkalske værdier, har det feminine – og dermed også intuitionen – været betragtet som mindreværdigt.

Intuition er ikke blevet anset som “rigtig viden”. Den er ikke rationel, logisk, argumenterbar. Den er tavs, kropslig, sansende. Den siger måske bare: “Der er noget, der ikke føles rigtigt.” Og det har samfundet ikke altid haft lyst til at lytte til.

Descartes og adskillelsen af tanke og krop

Et vigtigt vendepunkt i denne udvikling skete med filosoffen René Descartes og hans berømte sætning: “Cogito, ergo sum” – “Jeg tænker, derfor er jeg.”  Med den satte han tænkningen som fundamentet for menneskelig eksistens og erkendelse. Tanken blev centrum. Kroppen, følelsen, intuitionen blev sekundære.

Descartes’ dualisme – adskillelsen mellem sind og krop – blev en grundsten i den vestlige tænkning. Og den har trukket spor helt frem til i dag: Vi tror, at det, vi kan forstå med hovedet, er mere sandt end det, vi mærker med kroppen.

Men hvad hvis det er omvendt?

Når tænkningen bliver et bur

Det er her, koblingen til metakognitiv terapi bliver interessant. For metakognitiv terapi arbejder med at træde et skridt tilbage fra tankerne. At lade dem være, og ikke gå ind i dem. Det er i sig selv en hjælpsom metode, især hvis man er fanget i overtænkning eller bekymringsspiraler.

Men metakognitiv terapi tager stadig udgangspunkt i tænkningen som centrum. Den fokuserer på håndteringen af tanker – men ikke nødvendigvis på at genskabe forbindelsen til det, der ligger nedenunder: kroppen, intuitionen, følelsen.

Når problemet er, at man har lært at frakoble sig selv og leve fra hovedet op – så er det ikke nok bare at “lade tanken passere”. For under tanken ligger en erfaring, en sansning, en længsel, en grænse, en sorg, en vrede, et nej – som måske aldrig har fået lov at blive følt, forstået eller udtrykt.

Derfor er det ikke altid nok at arbejde med tankens struktur. Man må også arbejde med det, der mærkes – og med at komme hjem i kroppen.

Kontrol sker gennem adskillelse

Når vi lærer ikke at stole på det, vi mærker – når vi fra tidlig alder får at vide, at vi overreagerer, er for følsomme, at vi skal tage os sammen, være rationelle og “tænke os om” – bliver vi afkoblet fra vores indre kompas. Og det er ikke tilfældigt.

For mennesker, der er afkoblet fra deres krop og følelser, er lettere at styre. De siger sjældnere nej. De mærker ikke deres grænser klart. De tvivler på deres fornemmelser. Og de vender usikkerheden indad – i stedet for at stille spørgsmål udadtil.

Denne form for adskillelse har især ramt kvinder. Ikke fordi kvinder har en medfødt bedre intuition – men fordi det feminine i os alle er blevet undertrykt. Og fordi kvinder historisk er blevet trænet i at tilsidesætte deres egne fornemmelser for at passe ind, være elskelige og undgå konflikter.

Intuition som trussel mod systemet

Der er noget oprørsk ved intuition. Den lader sig ikke forklare. Den passer ikke ind i et Excel-ark. Den siger nej, uden at argumentere. Den mærker noget, før hovedet forstår det. Den er i kontakt med det, der ikke kan kontrolleres.

Og netop derfor har den været farlig for systemer, der bygger på kontrol, hierarki og afstand til kroppen.

At gøre intuition forkert er derfor ikke bare en fejl, men også en måde at skabe lydighed, tilpasning og selvtvivl.

At tage intuitionen tilbage

Når en kvinde begynder at tage sin intuition alvorligt, sker der noget. Hun stopper med at overforklare sig selv. Hun begynder at sætte grænser, der ikke skal forsvares. Hun siger: “Det føles ikke rigtigt for mig.” Punktum.

For hver gang en kvinde vælger at lytte til sin krop, frem for at tilpasse sig normerne, rykker vi lidt væk fra et samfund, hvor kun hovedet har fået lov til at tale. Vi rykker mod helhed. Mod balance. Mod sandhed.

Øvelse: Genopdag din intuition

Hvis du mærker en længsel efter at kunne stole mere på dig selv, på det du mærker, så prøv denne stille refleksion. Den er en nænsom måde at begynde at genskabe forbindelsen til din indre viden.

Giv dig selv 10-15 minutter. Vær alene. Sæt dig et roligt sted. Luk øjnene, hvis det føles trygt.

1. Mærk kroppen

Læg mærke til, hvordan din krop har det lige nu. Uden at ændre noget. Er der spænding et sted? Uro? Tyngde? Lethed? Træk vejret blødt og vær nysgerrig.

"Hvordan føles det at være mig lige nu – uden at skulle forklare det?"

2. Bring en situation frem

Tænk på en oplevelse, hvor du mærkede en fornemmelse eller mavefornemmelse – men overhørte den. Hvor du gik med det, der virkede “rigtigt” i hovedet, men “forkert” i kroppen.

Hvad mærkede du dengang? Hvilke tanker fik dig til at tvivle? Hvad ville du gerne have sagt eller gjort i stedet?

Mød dig selv med venlighed. Du gjorde det bedste, du kunne dengang.

3. Lyt indad

Ret nu opmærksomheden mod din intuition. Stil et stille spørgsmål indad:

”Hvad har du forsøgt at fortælle mig?” “Hvad har jeg ikke lyttet til?”

Vent. Måske dukker der en følelse op, et billede, en sætning. Eller bare et åndedrag, en fornemmelse. Det er nok.

4. Afslut med en anerkendelse

Læg hånden på hjertet eller maven og sig – højt eller indeni:

“Jeg begynder at lytte til dig igen.” “Din stemme er vigtig.”

Bliv her lidt endnu. Træk vejret.

Måske har du selv oplevet det før: At du mærkede noget klart – men fik det forklaret væk. At din krop vidste det hele tiden.

Det var ikke bare en fornemmelse. Det var din indre visdom. Og den venter stadig på at blive lyttet til.