Det, du føler, er ikke for meget – det er et kald på at blive mødt

Du har måske oplevet, at du siger noget til én, du holder af. Noget, der betyder noget for dig. Måske et behov, en grænse, en sårbarhed. Du formulerer dig så roligt du kan, for du vil ikke skabe konflikt. Men svaret, der kommer, er afvisende – eller måske bare et træk på skuldrene. Personen bliver stille, fjern eller irriteret. Noget krymper sig i dig. Du mærker, hvordan kroppen lukker sig. Du får lyst til at tage det hele i dig igen. Og tanken sniger sig måske ind: “Det var nok for meget. Jeg skulle bare have holdt det for mig selv.”

Det er i sådanne øjeblikke, vi kan mærke den gamle refleks. Den, der siger, at det, vi føler, er for meget. Forstyrrende. Forkert. Og hvis vi har levet længe med den følelse – at det, vi mærker, ikke er velkomment – så lærer vi at skjule det. Ikke bare for andre, men også for os selv.

Det er en beskyttelse, der ofte blev grundlagt tidligt i livet. Ikke nødvendigvis fordi noget voldsomt skete, men fordi noget vigtigt manglede: følelsesmæssig kontakt. Det, vi som børn har allermest brug for, når vi bliver bange, kede af det, vrede, glade eller usikre.

Når vi ikke bliver mødt

Som børn er vi dybt afhængige af de voksne omkring os – ikke kun for at overleve fysisk, men for at lære at være i vores følelser. Vi bliver ikke født med evnen til at regulere os selv. Det lærer vi gennem co-regulering: Når en voksen møder os med ro og nærvær, når vi er oprevet, spejler os med forståelse og hjælper os med at finde tilbage til os selv, får vi langsomt en oplevelse af, at følelser ikke er farlige. At vi kan være i dem – sammen med nogen.

Det sker ikke kun gennem ord, men med tonefald, blik, berøring, rytme og nærhed. Et roligt blik kan være nok. En åndedrætsrytme, vi kan læne os ind i. En krop, der ikke viger tilbage, når vi græder. Det er dér, vi lærer: Jeg må være her, præcis som jeg er.

Men hvis den voksne ikke har overskud eller evne til at møde os – hvis vi bliver mødt med irritation, tavshed, travlhed, kulde eller forvirring – så lærer vi noget andet. At vi fylder for meget. At det, vi mærker, er i vejen. At vi skal dæmpe os, tage os sammen, holde os tilbage. Det bliver ikke sagt højt, men det mærkes i kroppen. Og vi tilpasser os. For børn vil hellere miste sig selv end miste forbindelsen til deres omsorgsperson.

Det stopper ikke nødvendigvis, bare fordi vi bliver voksne. Som den ungarsk-canadiske læge og forfatter Gabor Maté beskriver det, står vi – igen og igen – i det samme dilemma som voksne: valget mellem autenticitet og tilknytning. Autenticitet handler om at være tro mod det, vi mærker. Tilknytning handler om at høre til og være i relation med andre. Når vi som børn oplevede, at vores ærlighed kostede os kontakt, har vi lært, at det er tryggere at tilsidesætte os selv end at risikere at blive afvist. Den strategi fortsætter ofte ubevidst i voksenlivet. Vi mærker noget, men siger det ikke. Vi justerer os, gør os lidt mindre, lidt nemmere at elske – for ikke at skabe afstand.

Det er ikke, fordi vi er svage. Det er, fordi vi stadig husker, hvad det kostede at være os selv.

Når det gamle gentager sig i det nære

Det, vi ikke fik dengang, kommer igen som længsel i vores voksenliv – især i nære relationer. Jo tættere vi kommer på andre, jo mere aktiveres de gamle mønstre. Vi vil gerne være ærlige og vise, hvem vi er. Men vi er samtidig bange for, om det vil koste noget. Så vi trækker os. Tilpasser os. Tænker os om, før vi siger, hvad vi mener. Dømmer os selv, når vi mærker noget for stærkt.

Vi længes efter tryghed, men vi reagerer med distance, når det bliver sårbart. Vi mærker et behov, men vi siger det ikke højt. Vi føler os sårede, men skammer os over det. Og vi forsøger at være nemme at elske, men føler os alligevel ofte forkerte eller oversete.

Det kan komme til udtryk på mange måder. Måske mærker du, hvordan du hele tiden tjekker, hvordan den anden har det – og samtidig mister fornemmelsen for, hvordan du selv har det. Måske bliver du stille og trækker dig, når du bliver ked af det, i stedet for at række ud. Måske oplever du, at du bliver vred, men ikke tør vise det, og derfor lukker af i stedet. Eller måske siger du sjældent nej, men mærker en indre uro og udmattelse, fordi du hele tiden overskrider dig selv for at være “nem at være sammen med”.

Alt det er ikke, fordi du er forkert. Det er, fordi du har lært, at dét, du føler, ikke har plads. Og alligevel mærker du det. For det forsvinder ikke. Det venter. Det viser sig i kroppen, i reaktionerne, i stilheden. Det banker på og spørger: Er der plads til mig nu?

Vejen tilbage

Når vi begynder at forstå vores reaktioner som meningsfulde – som noget, der stammer fra noget, vi har manglet – kan vi også begynde at møde os selv med en anden slags blik. Ikke med kritik. Ikke med forklaringer. Men med forståelse. Med mildhed. Med kontakt.

Vi kan begynde at lytte til det, vi mærker. Undersøge det i stedet for at skubbe det væk. Vi kan spørge os selv: Hvad længes jeg efter her? Hvad forsøger denne følelse at fortælle mig? Og vigtigst: Hvad ville det betyde, hvis det ikke er for meget – men bare noget i mig, der kalder på at blive mødt?

Det, du føler, er ikke problemet. Det er ikke en fejl. Det er en besked. Et ekko fra dengang, du havde brug for at blive set. Og det er en invitation – til at gøre noget andet i dag, end du havde mulighed for at gøre dengang.

Må du mærke det med mildhed.Må du vide, at du ikke er for meget, for lidt, forkert.Må du vide, at du ikke er alene.

Kærlig hilsen

Karoline